Det Centrale Tilskuds Register (CTR)

Hvis du får tilskud til medicin, bliver du registreret i Det Centrale Tilskudsregister (CTR). Her registreres det samlede beløb, du har købt tilskudsberettiget medicin for inden for en periode på ét år (en tilskudsperiode).

Størrelsen på din CTR-saldo har betydning for, hvor meget du får i tilskud. Jo mere tilskudsberettiget medicin du køber inden for perioden, jo højere bliver dit tilskud.
Du kan læse mere om tilskudsgrænser på siden om Medicintilskudsgrænser.

Du kan se din aktuelle CTR-saldo på kvitteringen fra apoteket.

Du kan også logge ind på www.fmk-online.dk under fanebladet “Tilskudsbevillinger”, hvor du kan se:

  • din aktuelle CTR-saldo

  • start- og slutdato for din nuværende tilskudsperiode

  • start- og slutdato for din forrige tilskudsperiode

Du logger ind med MitID.

Tilskudsperiode


En tilskudsperiode løber over ét år og starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin efter, at en tidligere periode er udløbet.

CTR-saldoen nulstilles ved starten af en ny tilskudsperiode. Da man ikke automatisk får besked om dette, kan det betyde, at medicinen pludselig bliver dyrere, når en ny periode begynder.

Tilskud til medicinsk cannabis beregnes separat i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister for Cannabis (CTR-C). Det betyder, at du kan have to samtidige tilskudsperioder – én for almindelig medicin og én for medicinsk cannabis.

Du kan læse mere om tilskud til medicinsk cannabis i forsøgsordningen på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.
Tilskud til medicinsk cannabis bliver beregnet separat i Lægemiddelstyrelsens nyoprettede Centrale Tilskudsregister for Cannabis (CTR-C). Du kan derfor have 2 separate tilskudsperioder.
Læse mere om Tilskud til medicinsk cannabis i forsøgsordningen.

Hvilke oplysninger indeholder CTR?

• Tilskudsprisen for hvert enkelt medicinkøb, du har foretaget.
• Hvor stort et beløb, der er givet i tilskud.
• Hvilken dato du købte din første tilskudsberettigede medicin og dermed startede din tilskudsperiode.
• Hvilket apotek du handlede på.
• Om du har bevillinger af medicintilskud (enkelt-, forhøjet- eller terminal).
• Om du har henstandsordning med et apotek.
• Om du har helbredstillæg fra din kommune.

Hvem har adgang til CTR?

Borgeren: Du kan se din saldo i CTR samt eventuelle udligningsbeløb og bevillinger af individuelt tilskud på fmk-online.dk

Læger:
Din læge kan se de samme oplysninger som dig.

Apoteker:
Alle apoteker har adgang til oplysningerne i CTR, så det har ingen betydning for dit tilskud, på hvilket apotek du køber din medicin. Du kan frit skifte mellem alle apoteker i Danmark og vil fortsat kunne få de tilskud, du er berettiget til.

Lægemiddelstyrelsen: Lægemiddelstyrelsen har som dataansvarlig for registret pligt til at sørge for, at CTR fungerer, som det skal og kan derfor også tilgå det. Det samme kan eventuelle operatører på Lægemiddelstyrelsens vegne

Kan jeg undgå at være registreret i CTR?

Ja. Men du skal vide, at hvis du ikke vil registreres i CTR, mister du retten til at få tilskud. Du skal gøre alle apoteker du handler på opmærksom på, at du ikke vil registres i CTR.